Måske du er én af de heldige, der fik billet til koncerten i Reykjavik d. 30. maj?
Hér skriver jeg – i min nye funktion af rejseguide – lidt løst og fast om turen og om Island, men når vi kommer tættere på, skal jeg nok være mere specifik.
Først og fremmest: jeg glæder mig!
Selve koncerten:
Koncerten er fredag d. 30. maj 2014 kl. 20.
Spillestedet bliver med al sandsynlighed Reykjaviks ældste teater ‘Iðno’ med plads til blot 150 publikummer.
‘Iðno’ ligger i centrum, lige ved Reykjaviks svar på ‘søerne’.
Og hvad skal man nå at se?:
1) En dag i byen. Klassikeren ville være at bruge en dag på at ose i Reykjavik. Købe en islandsk sweater, selvfølgelig. Besøge nogle gode second-hand tøjforretninger. Se Hallgrímskirken og Reykjavik fra oven oppe fra kirketårnet. Forbi det sindsygt flotte koncerthus ‘Harpa’ på havnen. Spise en hvalbøf eller smage fermenteret haj. Hvis man er gå-i-byen-typen, så feste sig helt i hegnet ligesom alle de unge islændinge. Tage en tur ud på spidsen af Seltjarnar-næsset og nyde midnatssolnedgangen, hvis vejret er klart – eller solopgangen blot et par timer senere.
2) En dag i naturen. Hér er klassikeren ‘The Golden Circle’-turen. Tre stop: en nationalpark 45 min. fra byen, hvor man ser ligeså tydeligt, at Island ligger på to forskellige kontintentalplader. Man kan simpelthen gå i revnen mellem det europæiske og det amerikanske kontinent!
Derefter den verdensberømte “Geysir”, der sprøjter vand op fra undergrunden ca. hver 5. minut.
Og til sidst det kæmpestore vandfald “Gullfoss”. En fed tur, men man skal måske lige passe på ikke at vælge en tur, hvor én-eller-anden guide skubber rundt med én og lægger vejen forbi alle mulige besøgscentre.
Man kan selvfølgelig også leje en bil og køre ud på egen hånd.
3) Det løse. ‘Den Blå Lagune’, et spa-sted midt i lava-naturen med naturligt knald-lyseblåt vand. Det er lidt dyrt, men et besøg værd i alt slags vejr, og det ligger næsten ude ved lufthavnen, så dér kan man fx lægge vejen forbi, inden man flyver hjem, hvis ikke man vælger et tidligt fly.
Man kan også besøge én af de lokale badeanstalter i Reykjavik, hvis man vil opleve islændingenes kultur omkring det varme vand, de hiver op fra undergrunden. De bruger meget dét at sidde i de varme bade og ordne verdenssituationen – også i 10 graders kulde, sne og mørke.
Man kan også hoppe på en whale-watching tour fra havnen. Det tager vist ca. 3. timer.
Vejret:
Man tager – ikke overraskende – ikke til Island for sol og varme! Man kan aldrig være sikker på vejret og skal nok være forberedt på lidt regn og rusk. Til gengæld skifter det hele tiden, lyset og himlen over havet og bjergene er i konstant bevægelse, og i maj står solen op kl. 3:30 om natten og går først ned igen ved midnatstid. Så LYS er her masser af!
Billedet hér er lige præcis taget d. 31. maj 2012 uden for mit hus – kl. 2:30 om natten, en time før solopgang.
(Ikke at forveksle med en reklame for whale-watching…)